Nu skal jeg fortælle Jer om Jørgen
Jørgen var en tem’lig artig dreng.
Men han plaged’ alle med sin spørgen,
fra han vågned’ til han gik i seng.

Far og mor de blev så trætte af det,
det han spurgte om var noget værre pjat.
Tit han spurgte bare for at drille,
hvorfor – hvorfor dit og hvorfor dat.

Hvorfor har en buko ingen vinger,
hvorfor si’r den buh og ikke vov.
Hvorfor sidder neglen på min finger
hvis den sad på næsen var det sjov.

Hvorfor sidder øjet ik’ i nakken,
hvorfor er jeg ikke blevet en kat.
Hvorfor kan min støvle ikke snakke,
hvorfor hvorfor dit og hvorfor dat.

Hvorfor er der mænd på mine seler,
hvorfor skal vi altid gå med hat.
Hvorfor spiser løven ikke jordbær,
hvorfor hvorfor dit og hvorfor dat.

Men en dag blev det hans far alt, alt for meget,
Jørgen fik smæk og Jørgen blev lagt i seng.
Og nu lå han der igen og spurgte
næsten som en helt fornuftig dreng.

Hvorfor fik jeg ingen pandekager,
hvorfor må jeg ikke lege mer’.
Hvorfor har jeg dog så ondt i numsen,
jeg skal aldrig spørge fjollet mer’.