Palmetræets blade er slanke som spyd
palmetræets hvisken er en hellig lyd
palmetræet tørrer mine våde sko
palmetræet bringer mine øjne til ro
Palmetræets stamme er den smidigste hals
palmetræets drømme er ikke til fals
palmetræet suger væde som en igle
palmetræet bringer mine tanker til hvile
Inde midt i palmen der sidder en myre
og spiller musik på en lille lyre
palmen lytter og svinger i takt
derfra kommer palmens dragende magt
Palmetræets frugter er gule som rav
palmetræets sjæl er et blikstille hav
palmetræet duver i den lune vind
palmetræet dulmer mit oprørte sind