På en gren i vort kvarter
i det store grønne træ
der sad en fugl og fløjtede
men solen den var så hed

den sang om fjerne fjerne fjerne lande
den sang om kærlighed og had
og om de store vande
og om at få sig et bad

kanalens sorte vande
bled træets fod forbi
men fuglen skotted og bandede så
der er eddermame ikke noen der ska få mig til at bade
dernede i

og træet stod og svajede
i takt til fuglens sang
og vindharpen spilled
om det vand der var engang

på en gren i vort kvarter
sidder fuglen ikke mer
den fløj afsted i al sin pragt
mens den endnu var intakt

den fløj til fjerne fjerne fjerne lande
den mødte kærlighed og had
og landed i den salte sø
nu visner træet pø om pø
… ja det gør