Det løvfald som vi kom så alt for nær
bedrog os med de ting, vi havde kær
den strenge hvide sol, en sløret regn
et gult forundringssmil i Nyrup Hegn

Og kom vi alt for nær på alle ting
det løvfald lod os se en sjælden ring
der stod en hest med samme hvide hår
som vore arme unger engang får

Den lille varme hånd så fast i min
og dér kom blæsten rendende med sin
i vejens våde blanke asfaltå
drev mange flere blade end vi så

Esbønderup, det hvide hospital
en fjern og ukendt hanes søndagsgal
dit blik fik gule marker med sig hjem
nu ejer du en længsel efter dem

Det løvfald som vi kom så alt for nær…