Og pigen gik ud i måneskin
i høstens tid
så ensom og stille med sorg i sind
for høet var stakket og var natten blid
høet var stakket og natten var blid

Hun stirrede så langt over engen hen
i høstens tid
hun ønskede så såre at få sig en ven
for høet var stakket og natten var blid

“Hvorfor er der ingen der ænser mig?”
i høstens tid
“af længsel bliver min kind så bleg”
for høet var stakket og natten var blid
høet var stakket og natten var blid

“Men Karen, går du så alene om”?
i høstens tid
den unge røgter mod hende kom
for høet var stakket og natten var blid
høet var stakket og natten var blid

“Og længes du, Karen, så hør min bøn”
i høstens tid
“for jeg har sukket for dig i løn”
for høet var stakket og natten var blid
høet var stakket og natten var blid

“Og er du end røgter, så er du smuk”
i høstens tid
“og himlen har lyttet til mine suk”
for høet var stakket og natten var blid
høet var stakket og natten var blid

I månens glans på den grønne eng
i høstens tid
de redte så lystig og blød en seng
for høet var stakket og natten var blid